Hvordan ændres kysten
[December 2022] Siden sommerhusbyggeriet tog fart efter besættelsen og til i dag, er stranden mange steder fra Vejs Ende til Odden blevet betydeligt smallere. Strategien for kystbeskyttelsen ved Strøby Egede og Strøby Ladeplads går ud på, at stranden skal blive bredere.
Klik her for se udviklingen fra 1954 til i dag
De tunge massive konstruktioner hører ikke til i det fremtidige kystlandskab. Kodeordet er netop landskab. Et kystlandskab med klitter beplantet med havmiljøets vækster, lette diger og sand, der strækker sig 20 – 30 meter ud på det område, hvor der i dag er hav. Disse metoder kaldes blød kystsikring. Brede stykker ud fra kysten med mindre sten (ral) og sand skal tage kraften af bølgerne, når de ruller ind mod stranden. I en bølge vokser kraften med kvadratet på bølgehøjden. Det betyder, at en en-meter høj bølge har fire gange så stor kraft som en halv meter høj bølge. Hvis bølgen knækker tidligere på det lave vand tages kraften ud, og nedbrydningen (erosionen) af kysten svækkes.
Den kystbeskyttelse, strategien lægger op til, er ikke blot beskyttelse, men udbygning af kyst. I de første mange år med sandfodring, nogle gange hvert år, andre gange med års mellemrum afhængigt af naturens luner. Over tid opbygges kysten og der aflejres mere og mere af det materiale, der naturligt vandrer langs kysten fra syd/øst mod nord/vest. Nogle steder kan en velplaceret høfde bidrage til processen. Andre steder kan bølgebrydere og stenrev både bryde bølgernes kraft og bidrage til at sandet lægger sig bag forhindringen. Det ses tydeligt ved den gamle bølgebryder fra 1924 ved Strøby Ladeplads.
Der vil fortsat være enkelte steder, hvor værdier skal sikres med hård kystsikring, men så skal den bygges rigtigt – begyndende med geotekstil (en dug af syntetisk tekstil som polyester eller glasfiber), der ikke rives i stykker. Herefter en tykt lag af mindre sten, der til sidst dækkes af store sten, der lægges, så de danner et flere sten tykt holdbart lag. Det hele skal lægges i den rette vinkel, så bølgernes kraft nedbrydes og ikke kan rive det skrånende stenlag fra hinanden. Metoden kaldes skråningsbeskyttelse. Nogle steder kan skråningsbeskyttelsen dækkes af sand.
Passagen langs kysten skal sikres, så det er en del af strategien, at der foran skråningsbeskyttelsen skal fodres med sand. Det sker også foran eksisterende skråningsbeskyttelse.
En anden type hård sikring er højvandsmuren af beton, hårdt træ (azobe også kaldet jerntræ) eller stål, der fæstnes dybt i underlaget, bygges i en sammenhængende konstruktion og tjener til at holde vandet ude fra et område. Højvandsmure kan forsynes med åbninger, der hurtigt kan lukkes med tætsiddende skotter, når vejrudsigten lover storm og højvande.
Skråningsbeskyttelse og højvandsmure kan være nødvendige, hvor afstanden mellem havet og de værdier, der ønskes beskyttet, er lille, og risikoen for oversvømmelse og truslen fra havstigning er stor.
I dag anbefaler Kystdirektoratet og andre eksperter, at kystsikring sker ved sandfodring, som genopbygger den oprindelige kyst. Udtrykt lidt forenklet – De sten, vi har hentet fra havet og bygget hård kystsikring af, skal tilbage til havet på deres oprindelige plads som stenrev. Det sand fra kysten, som stenene har presset væk, skal vi hente fra havet og bringe tilbage på stranden.