Hvem skal betale – og for hvad

Stormfloden 1872

Strandede skibe i Køge bugt 13 november 1872

[December 2022] I Danmark er princippet, at lodsejerne betaler for beskyttelse af deres ejendomme. Efter stormfloden i 1872 ydede privat indsamlede midler, fonde og i et vist omfang staten støtte til nogle af de berørte for deres tab af indbo og i mindre omfang tab af fast ejendom, samt mistede forsørgere, som den voldsomme naturkatastrofe også medførte. Udbetalingen blev administreret af Centralkomiteen, som var en hjælpeforanstaltning for faldnes efterladte, sårede og kvæstede efter første slesvigske krig i 1848. Efter stormfloden i 1872 blev Centralkomiteens arbejde blev genoptaget. Det princip kendes også i dag fra de stormflodsmidler, der udløses, når Stormflodsrådet erklærer stormflod.

Efter Stormfaldsloven (Lov om stormflod og stormfald) kan der ydes erstatning for umiddelbart indtrufne skader forårsaget af stormflod eller af oversvømmelse fra vandløb og søer på fast ejendom og løsøre, som er dækket af en afgiftspligtig brandforsikring. Lovens regler om erstatning gælder også for stormfald på private fredskovsarealer. 24

”Stormflod” og ”oversvømmelse fra vandløb og søer” defineres som oversvømmelse som følge af en ekstremt høj vandstand i havet – henholdsvis i vandløb og søer – der statistisk indtræffer sjældnere end hvert 20. år.

Stormrådet afgør om en begivenhed kan karakteriseres som stormflod eller oversvømmelse i lovens forstand, og dermed udløse erstatning. En skade forårsaget af stormflod eller oversvømmelse skal anmeldes til skadelidtes brandforsikringsselskab inden 2 måneder efter skadens indtræden. Forsikringsselskabet anviser erstatningen til udbetaling – hvis skaden er dækningsberettiget – fra stormflods- og oversvømmelsespuljen, der finansieres gennem en andel af præmien på private brandforsikringer. Stormrådet er tilsynsmyndighed for forsikringsselskabernes behandling af stormflods- og oversvømmelsessager.

Erstatning – efter fradrag af en vis selvrisiko – ydes til den, der er ejer, panthaver eller indehaver af anden rettighed over fast ejendom eller løsøre, og som lider tab ved, at tingen forringes eller går til grunde.
Der kan ikke gives erstatning for indirekte tab og senere indtrufne følgeskader, bortset fra udgifter til genhusning, opmagasinering og flytning, samt forøgede byggeomkostninger, hvis disse skyldes krav fra byggemyndigheden.
Det er dog ikke alle ejendomme eller alt løsøre, der kan erstattes. Loven rummer en række undtagelser for visse typer ejendom og løsøre.
Fra notat udarbejdet af advokat (H) Michael Nathan, CPH Lex, for Fritidshusejernes Landsforening i september 2020.

Hjælpen i 1872 og nutidens stormflodserstatninger er støtteforanstaltninger, der dækker tab efter en hændelse, der har fundet sted. Beskyttelsen mod at hændelsen indtræffer, er lodsejernes eget ansvar. Efter stormfloden i 1872 sendte staten infanterisoldater og pionerer fra ingeniørtropperne til Lolland og Falster for nødtørftigt at reparere de ødelagte diger (de første diger blev etableret allerede i 1700-tallet), men den egentlige genopbygning, forbedring og udbygning af digerne måtte ejerne (godsejere og bønder) tage sig af. Skaderne havde dog et sådant omfang, at der i en digelov fra maj 1873 blev fastlagt en fordeling af udgifterne mellem stat, amt og lodsejere til højere diger i årene efter stormfloden. I dag råder staten over puljer, kommunerne kan søge støtte fra til dækning af dele af udgifterne til beskyttelse.