Forslag til nyt affaldsregulativ
– 17 grundejerforeninger siger Nej Tak
Forberedelse til kommende drøftelser med Stevns kommune
[9. marts 2024] Den 6. marts mødtes repræsentanter for de nu 17 grundejerforeninger ved Strøby Strand – Grundejerforeningen Vejs Ende og Grudejerforeningen Kystforeningen har tilsluttet sig kredsen, som nu omfatter alle grundejerforeninger ved Strøby Strand – for at forberede kommende drøftelser med Stevns kommune om affaldsregulativet. Forinden mødet var Stevns kommune blevet bedt om at fremsende alle dokumenter vedrørende Arbejdstilsynet og renovation i Stevns kommune. På mødet blev Arbejdstilsynets regler for arbejdsmiljø og sikkerhed på renovationsområdet gennemgået og sammenholdt med bestemmelserne i nuværende affaldsregulativ og forslaget til nyt.
Repræsentanterne drøftede dernæst de kommende drøftelser med Stevns kommune. Der var udarbejdet et oplæg med punkter til drøftelserne. Repræsentanterne tilsluttede sig dette oplæg og nedsatte en arbejdsgruppe bestående af Henning Berner, Tammoseholm, og Johs Chr Johansen, Lemgaarden, til at arbejde videre sagen og repræsentere de 17 grundejerforeninger i de kommende drøftelser. De 17 grundejerforeninger lægger endvidere vægt, at repræsentanter for grundejerforeninger, borgerforeninger m.m. fra andre dele af Stevns inddrages i drøftelserne. Stevns Landsbylaug har tilkendegivet at ville deltage.
Repræsentanterne for grundejerforeningerne aftalte at mødes igen den 2. maj.
Præsentationer om >Affaldsregulativ – Miljø og sikkerhed< og >Punkter til drøftelse af affaldsregulativ< fra fra mødet den 6. marts kan ses i dokumentarkivet, som findes i bunden af denne side
Kommende tid
[20. februar 2024] Repræsentanter for de 15 grundejerforeninger ved Strøby Strand mødes den 6. marts for at drøfte sagen og forberede de kommende drøftelser med Stevns kommune. På mødet den 6. marts vil der også blive lavet en plan for inddragelse af alle de andre grundejerforeninger, borgerforeninger, landsbylaug m.m., der har vist interesse for sagen om affaldsregulativet, og som har tilmeldt sig mailinglisten (læs om mailinglisten i spalten til venstre).
Affaldsregulativet er taget af dagsordenen
[14. februar 2024, kl. 10.02] Stevns kommune oplyser, at sagen vedrørende affaldsregulativet er taget af dagsordenen på kommunalbestyrelsens møde den 15. februar. Sagen er sendt tilbage til Plan-, Miljø- og Teknikudvalget og Stevns kommune vil indbyde repræsentanter for de 15 grundejerforeninger ved Strøby Strand og andre lignende foreninger på Stevns til drøftelser vedrørende affaldsordningen.
Centerchef Birgitte J.T.K. Nielsen oplyser, -Det planen at finde en løsning, der kan komme på dagordnen på kommunalbestyrelsens møde inden sommer-.
Johs Chr Johansen, repræsentant for de 15 grundejerforeninger ved Strøby Strand, glæder sig over, at der kommer en dialog om sagen, så det bliver muligt i fællesskab med de berørte at finde løsninger, der tager højde for de forskelligartede vilkår og praktiske forskelle, der er for affaldsindhentningen i Stevns kommune.
Spørgsmål og svar om affaldsregulativet
[14. februar 2024] I morgen behandles forslaget til affaldsregulativ i kommunalbestyrelsen. Der er mange spørgsmål om affaldsregulativet og særligt bestemmelserne om vendepladser, belægningen på køre- og adgangsveje, samt ikke mindst om kommunens baggrund for at lave reglerne, og hvilke omkostninger der følger med reglerne.
Du finder svarene på en del af spørgsmålene på siden Spørgsmål og svar om affaldsregulativet. Til at besvare nogle af spørgsmålene omkring kommunens rolle, har kommunalekspert, cand. scient. pol. Roger Buch bidraget.
På Stevns kommune tv kan du følge kommunalbestyrelsesmødet og høre politikernes svar på spørgsmålene.
Det er 15 grundejerforeninger ved Strøby Strand, der står bag dette initiativ. Repræsentanterne for grundejerforeningerne mødtes onsdag den 7. februar for at drøfte forslaget til affaldsregulativ og formulerede en udtalelse herom. Der blev udsendt information om initiativet til andre grundejerforeninger, borgerforeninger, landsbylaug m.fl. og flere har sendt tilbagemeldinger og spørgsmål.
På siden Affaldsregulativ – Spørgsmål og svar kan du læse spørgsmål og svar.
Samtidig med åbningen af denne side sender vi endnu en orientering til grundejerforeninger, borgerforeninger, landsbylaug og lignende foreninger i Stevns kommune – der er kommet flere på listen. Vi sender også orienteringen og de 15 grundejerforeningers udtalelse til kommunalbestyrelsens medlemmer.
Grundejerforeninger, borgerforeninger, landsbylaug m.m. opfordres til at informere medlemmerne om forslaget til ændringer i affaldsregulativet. Det kan ske ved at videresende de mails, foreningen modtager eller ved at oplyse om eller linke til lemgaarden.dk/affaldsregulativ.
Læs om de 15 grundejerforeninger og om, hvordan foreningen kommer på mailinglisten i spalten til venstre.
Udtalelse fra 15 grundejerforeninger ved Strøby Strand
[7. februar 2024] Repræsentanter fra 15 grundejerforeninger ved Strøby Strand mødtes onsdag aften den 7. februar for at gennemgå og drøfte Stevns kommunes forslag til nyt regulativ for husholdningsaffald. Det foreslåede affaldsregulativ indeholder bestemmelser om, at alle blinde veje over 50 meter skal indrettes med vendepladser, og at indkørslerne til ejendommene skal udstyres med fast belægning (fliser eller asfalt). Der var til mødet udarbejdet et estimat over omkostningerne til disse tiltag. Estimatet viser, at såvel kommunekassen som grundejernes kasser rammes af udgifter til ekspropriation af privat ejendom og omkostninger til anlæg af vendepladser. Grundejerforeningerne har opgjort antallet af berørte blinde veje i Strøby Strand området til 60, og de samlede udgifter i Strøby Strand området opgøres i grundejerforeningernes beregninger til over 22 mio. kr. (121.000 til ekspropriation af jord og 255.000 til anlæg pr. vendeplads).
Endvidere estimeres, at grundejere, der i dag har perlesten eller græs i indkørslen, vil få udgifter på minimum 7.000 kr. pr. ejendom til flisebelægning eller asfaltering i indkørsler.
På mødet den 7. februar besluttede repræsentanterne for de 15 grundejerforeninger en udtalelse. I udtalelsen kritiserer grundejerforeningerne den manglende dialog fra Stevns kommunes side og konstaterer, at Stevns kommune ikke har fundet det relevant at lave beregninger over omkostningerne, således at politikerne handler i blinde, når de på det kommende kommunalbestyrelsesmøde torsdag den 15. februar skal træffe endelig beslutning om affaldsregulativet.
Alle i Stevns kommune berøres
Ændringen i affaldsregulativet har betydning for alle husstande i Stevns kommune. Der er mange blinde veje på Stevns og masser af indkørsler med perlesten. De 15 grundejerforeninger opfordrer alle grundejerforeninger, borgerforeninger og landsbysamfund på Stevns til at undersøge i hvilket omfang, de vil blive berørt af ændringerne i affaldsregulativet.
Hvad er der sket indtil nu, hvad sker der i kommende uge og hvad er der af oplysninger i sagen
I dokumentarkivet nedenfor kan udtalelsen og notatet med beregninger fra de 15 grundejerforeninger ses. Selve forslaget med bilag og referat fra seneste møde i Plan-, Miljø- og Teknikudvalget kan også ses i arkivet.
Regulativet er sat på kommunalbestyrelsens dagsorden den 16. februar 2023. Indholdet på dagsordenpunktet finder du i dokument arkivet nedenfor. Heller ikke på kommunalbestyrelsens dagsorden er der redegjort for kommunekassens omkostninger, eller oplyst noget om udgifterne for borgerne ved vedtagelsen af regulativet. Der foreligger heller ikke oplysninger om antallet af blinde veje i Stevns kommune, der skal indrettes med vendepladser.
Kommunalbestyrelsens møde kan følges på Stevns kommunes tv fra kl. 18.00.
Dokumentarkiv
I dokumentarkivet lægges alle dokumenter i sagen.
Links til pressens dækning af sagen