Strøby Strand Forum – Nyheder

– klik på billederne for stor udgave

Partier – åbne for ekstra penge til kystbeskyttelse

[5. november 2025] På et velbesøgt vælgermøde den 4. november i Strøby Forsamlingshus var et af aftenens to hovedtemaer kystbeskyttelsen ved Strøby Strand. Alle de tilstedeværende partier gav udtryk for støtte til det fælleskommunale beskyttelsesprojekt, som Stevns kommune siden 2021 har arbejdet på at etablere. Nogle af partierne gav udtryk for den principielle holdning, at kystbeskyttelse bør være en statsopgave, men var dog positive overfor det konkrete projekt. Andre partier slog fast, at staten har ydet et bidrag på 25 procent af omkostningen.

Ekstra kommunalt bidrag
Flere partier udtrykte støtte til, at Stevns kommune yder et ekstraordinært bidrag til projektet. I forvejen skal Stevns kommune som lodsejer (ejer af arealer ved Strøby Strand) bidrage på lige fod med andre lodsejere (private og erhverv) og et bidrag til beskyttelse af infrastruktur i form af veje. Ejere af infrastruktur i vejene (ledningsejere som Klar Forsyning, tele- og elselskaber) betaler også et bidrag.
Der blev ikke nævnt en størrelse på dette ekstra kommunale bidrag, men en opmærksom iagttager kunne fornemme, at det var et to-cifret millionbeløb, der blev stillet i udsigt.

Partierne støtter løsningen for kystbeskyttelse
Det store flertal af partierne udtrykte deres støtte til den model for kystbeskyttelsen, som er udarbejdet af kommunens rådgiver, COWI, og senere godkendt af Kystdirektoratet. Modellen kan i korte træk fra øst mod vest beskrives således. Øst for Uglemosevej (Jernet og Garderhøj) kommer beskyttelsen til at bestå af et dige, der skal beskytte de to sommerhusområder mod oversvømmelse. På Kystvejs-strækningen fa Uglemosevej og mod vest til og med Stevnsvej indtil Prambroen kommer beskyttelsen til at bestå af skråningsbeskyttelse mod erosion form af store sten med en 25-30 meter bred bræmme af sand foran skråningsbeskyttelsen. Sandbræmmens formål er at beskytte den bagved liggende skråningsbeskyttelse, og som sidegevinst giver sandet en bedre strand, samt ændrer strømforholdene, så der i fremtiden forsvinder mindre sediment fra kysten. På Odden helt mod vest genoptages digebeskyttelsen sammen med en forhøjelse af højvandslukket ved udløbet af Tryggevælde Å. Denne del af projektet skal beskytte store dele af Strøby Egede mod at blive oversvømmet af vand fra åen.
Partierne udtrykte tilfredshed med, at løsningen sker i form af et kommunalt fællesprojekt, der sikrer en ensartet kystbeskyttelse i stedet for mere tilfældige private tiltag, der ikke bidrager til en samlet helhed. Flere partier udtrykte også, at der skal være plads til justeringer og lokale tilpasninger undervejs i projektet.

Hvad skal lodsejerne betale
Det store udestående spørgsmål – Hvad skal de enkelte lodsejere betale? – blev ikke besvaret på vælgermødet. De partier, der i øjeblikket har plads i kommunalbestyrelsen, gav alle udtryk for, at der fortsat foregår beregninger, og at intet ligger fast endnu. Danmarks Demokraterne, SF og de Radikale benyttede lejligheden til at slå fast, at de lodsejere, der opnår den største nytteværdi, også bør være de lodsejere, der skal betale mest.
Lodsejernes betaling opdeles ifølge reglerne i kystbeskyttelseslovgivningen i bidrag fra lodsejere, der opnår direkte nytte (beskyttelse mod erosion eller oversvømmelse) og indirekte nytte (andre fordele, fx bedre strand, højere salgspris på ejendomme mm.). Kommunalbestyrelsen har besluttet, at disse bidrag opdeles således, at lodsejere med direkte nytte skal betale 80 procent og lodsejere med indirekte nytte skal betale 20 procent. Endvidere er kommunalbestyrelsen besluttet, at alle lodsejere skal betale en grundbidrag på 10.000 kr.
De 80 og 20 procent beregnes af det nettobeløb, der tilbagestår efter, at statstilskud, kommunale betalinger til infrastruktur, ledningsejeres betalinger og eventuelle ekstra kommunale tilskud er trukket fra.

Kommunen mangler at forelægge tal
Stevns kommune har endnu ikke kunnet forelægge endelige tal for, hvor mange lodsejere, der opnår henholdsvis direkte nytte og indirekte nytte. Så længe disse tal ikke foreligger, er det umuligt præcist at beregne, hvad den enkelte lodsejer skal betale. Det er dog muligt at konstatere, at det største antal direkte berørte lodsejere er lokaliseret i henholdsvis Strøby Egede (på den side Strøby Egede, der ligger mod åen ) samt i Garderhøjen og Jernet. Det fremgår, hvis man benytter miljøværktøjet KAMP, som er beskrevet længere nede på denne nyhedsside.

Lodsejere – enkle løsninger ønskes

[3. november 2025] Strøby Strand Forum afholdt den 26. oktober halvårsmøde med repræsentanter for grundejerforeningerne ved Strøby Strand med gennemgang af de seneste seks måneders arbejde og drøftelse af den kommende tids aktiviteter. Referat og øvrigt materiale fra mødet finder du i dokumentarkivet., vælg mappen Arbejdsåret 2025 – 2026.

Kystbeskyttelsesprojektet var mødets vigtigste punkt. Forsamlingen fandt det utilfredsstillende, at samarbejdet mellem Stevns kommune og repræsentanter for grundejerforeningerne siden efteråret 2024 er tørret ud. Udsendelsen af månedlige nyhedsbreve om projektet er ophørt, og kommunens hjemmeside om kystbeskyttelsesprojektet er ikke blevet opdateret. De eneste møder, der har fundet sted, er blevet til på Strøby Strand Forums initiativ, og trods løfter om at tage fat på en opgave som etablering af kystbeskyttelseslag, er der intet sket.

I september fik Strøby Strand Forum arrangeret et møde med Stevns kommunes forvaltning med henblik på drøftelse af et notat udarbejdet af styregruppen for Strøby Strand Forum. Notatet behandler den principskitse for bidragsfordeling (betaling for kystbeskyttelsen), som kommunalbestyrelsen vedtog den 24. juni. Styregruppen kritiserer princippet om, at betalingen skal tage udgangspunkt i et skøn over risikoen for erosion og/eller oversvømmelse forud for beskyttelsen. Det er styregruppens opfattelse, at kystbeskyttelsen etableres for at fjerne risikoen, og at beregningen af betalingen derfor skal basere sig på de faktiske omkostninger ved etableringen af beskyttelsen. Beskyttelsen er ens for alle, der forud for beskyttelsen er truet af erosion eller oversvømmelse, idet der sikres til kote 2.8 (dvs. 2 m og 80 cm over daglig vande).

Notatet imødeser endvidere, at arbejdet i et kommende kystbeskyttelseslag gøres unødigt kompliceret og trægt grundet komplekse beslutningsprocesser, der ikke designes til at fremme formålet – beskyttelse af værdier og tryghed for beboerne.

Forsamlingen tilsluttede sig de fremlagte vurderinger og vedtog en udtalelse med en opfordring til Stevns kommune om at lade forvaltningen og repræsentanter for Strøby Strand Forum udarbejde forslag til en bidragsmodel og vedtægter for kystbeskyttelseslag, som kan forelægges den kommende nyvalgte kommunalbestyrelse efter tiltrædelsen i det nye år.

Strøby Strand Forum understreger, at grundejerforeningerne ønsker det skitserede og godkendte kystbeskyttelsesprojekt igangsat snarest, og opfordrer til, at de udeståender, der mangler, løses hurtigt, gennemsigtigt og med et minimum af kompleksitet.

Mærkbare virkninger af trafiktiltag

[25. september 2025] Den 17. september var der møde i Kystvejen Frem, udvalget for trafiktiltag på Kystvejen. En hurtig “bordet rundt vurdering”, viste, at opsætningen af chikaner og din fart visere har en markant effekt på kystvejstrafikken. Følgende blev noteret.

  • Der er generelt positive tilbagemeldinger fra trafikanter på Kystvejen.
  • Busselskabet har udtrykt tilfredshed med placeringen af trafikchikanerne.
  • Fartviserne har præventiv effekt.
  • Gerne flere fartvisere, særligt på landsiden og ved indsnævringen.
  • Trafikkulturen er ændret – trafikanterne tager hensyn og maser sig ikke igennem ved chikanerne.
  • Lydbilledet er blevet roligere, da både biler og busser kører mere afdæmpet.
  • Flere har bemærket, at tiltagene skaber større opmærksomhed på vejens forløb.
  • Cyklister holder deres bane og passerer chikanerne som tiltænkt.

Læs hele referatet og planerne om kommende tiltag i Dokumentarkivet.

Briefing om kystbeskyttelse og bidrag

[6. juli 2025] Den 30. juni havde Strøby Strand Forum indbudt grundejerforeningernes bestyrelser til en briefing om kystbeskyttelsesprojektet og særligt bidragsfordelingen – d.v.s. betalingen – i forbindelse hermed. Mødet var aftalt med borgmesteren for lang tid siden og fandt sted i forlængelse af kommunalbestyrelsesmødet den 24. juni, hvor der blev besluttet nogle principper for bidragsfordelingen. Borgmesteren måtte melde afbud, i stedet kom viceborgmester Anette Mortensen, direktør Stine Rich Klausen og kystmedarbejder Eva Sara Kehlet Rasmussen. Mødets formål var at udstyre bestyrelsesmedlemmerne med viden og indsigt i status på kystbeskyttelsesprojektet, så bestyrelsesmedlemmerne kan orientere medlemmerne i grundejerforeningerne.

Briefingen tog udgangspunkt i det dispositionsforslag for kystbeskyttelsen, som kommunalbestyrelsen godkendte i marts 2025, og som Kystdirektoratet har givet grønt lys til at fortsætte med. Statens kystpulje har ydet 26 mio. kr. til projektet.

Prisen pr grundejer er fortsat ukendt
De kommunale repræsentanter kunne ikke løfte sløret for, hvad det kommer til at koste den enkelte grundejer. Men de fremmødte bestyrelsesmedlemmer fik et overblik, der gør det muligt at få et fingerpeg om i hvilken prisklasse den enkelte grundejer befinder sig. Efter KB mødet den 24. juni ligger følgende fast.

  • Der opkræves bidrag fra 2000 ejendomme (matrikler) med beliggenhed op til 250 meter fra kysten – dog gælder særlige afstandsforhold for Garderhøj/Jernet.
  • Den anlægspris, der skal betales af de berørte ejendomme, udgør 84 mio. kr.
  • Der skelnes mellem ejendomme, der opnår direkte nytte, og ejendomme, der opnår indirekte nytte (se forklaring nedenfor).
  • Der opkræves en grundbidrag fra alle ejendomme på 10.000 kr. (i alt 20 mio. kr.).
  • Omkostninger udover grundbeløbet (10.000 kr. pr ejendom) fordeles med 80% på ejendomme, der opnår direkte nytte og 20% på ejendomme, der opnår indirekte nytte.
  • Disse omkostninger (64 mio. kr.) fordeles efter fordelingskriterier fastsat ved beregning af risiko for oversvømmelse/erosion og ejendommens størrelse. Denne fordeling omfatter såvel ejendomme med direkte nytte som ejendomme med indirekte nytte.

Det resulterer i følgende udgiftsfordeling for de 2000 ejendomme

  • 85% – (1700 ejendomme) skal betale mellem 10.000 og 50.000 (max. 2000/årligt),
  • 10% – (230 ejendomme) skal betale mellem 50.000 og 250.000 (max. 10.000 årligt)
  • 2% – (ca. 33 ejendomme) skal betale mellem 250.000 og 1 mio. (max. 40.000/årligt)
    (Den sidste kategori omfatter Stevns kommune og ledningsejere, hvis bidrag er fordelt på flere ejendomme – ifølge beslutningen fra KB udgør Stevns kommunes betaling: 6.4 mio. og ledningsejernes betaling: 3,7 mio. kr. Stevns kommune bliver sat i bidrag for både grundstykker og vejstrækninger).

Det årlige max. beløb er beregnet ved betaling over 25 år, idet Stevns kommune forventer at yde kommunegaranterede lån til de ejendomsejere, der ønsker at fordele betalingen. Beløbet omfatter ikke renter, bidrag mm.

De anførte bidrag indeholder ikke vedligeholdelsesomkostninger, der løbende vil påløbe, så længe kystsikringen består. Alle ejendomme omfattet af ordningen vil blive pålagt vedligeholdelsesomkostninger.

Der skelnes ikke mellem sommerhuse og ejendomme i byzone ved beregning af bidrag.

I området Garderhøj/Jernet, som primært er oversvømmelsestruet, planlægges et dige placeret bag strandengene foran bebyggelserne. Det indebærer bl.a. at 250 meter afstandskriteriet regnes fra bebyggelsens grænse mod nord.

Direkte nytte / Indirekte nytte
Ved ejendomme, der opnår direkte nytte af kystbeskyttelsen forstås ejendomme, der opnår beskyttelse mod oversvømmelse og/eller erosion. Ejendomme, der opnår indirekte nytte, er ejendomme, opnår bedre vilkår i form af bedre strand, øgede ejendomspriser, forbedret omdømme for området mm. Beregningen af direkte nytteværdi sker ved en vurdering af den kote (højde over daglig vande) ejendommen er beliggende i. Der benyttes fire niveauer ved beregningerne – kote 0 – 1,5, kote 1,5 – 2,00, kote 2,00 – 2,5 og kote 2,5 – 2,8, som hver for sig resulterer i forskellige bidragstørrelser

Se ejendommens kote
Man kan se en ejendoms kote ved hjælp af klimaværktøjet KAMP. Det gøres således:

  • Klik på dette link for at åbne KAMP – så ses et billede, som det til venstre.
  • Zoom ind på kortet med musens rullehjul eller ved at klikke på plus/minus i øverste venstre hjørne af kortet.
  • Gå til spalten i venstre side. Vælg Andet, så åbnes en menu. Sæt flueben ud for Jordstykker. Nu vises et matrikelkort på kortet. Zoom ind i nærheden af den ejendom, der skal undersøges.
  • Gå til spalten i højre side. Vælg Hav, så åbnes en menu. Gå til Forhøjet vandstand i m. Flyt skyderen til den vandstand, der ønskes undersøgt.
  • Nu vises med blå markering, hvilke områder, der trues af oversvømmelse ved den valgte vandstand. Under skyderen vises en opgørelse over antallet af berørte ejendomme i kortudsnittet.
  • Det er også muligt at søge på en konkret adresse i feltet midt på skærmbilledet øverst.

Hvorfor kendes det præcise beløb for den enkelte ejendom ikke endnu?
Stevns kommune er endnu ikke færdig med gennemføre alle beregningerne. Som vist ovenfor kan koten for en enkelt ejendom godt fastlægges. Men for at kunne beregne fordelingen af omkostningen, skal koterne for alle ejendomme kendes, og fordeles indenfor for de fire niveauer, der er nævnt ovenfor. Endvidere skal ejendommenes størrelse indgå i beregningerne. For at kunne gøre dette skal det totale antal kvadratmeter kendes, så den enkelte ejendoms andel af det totale antal kvadratmeter kan beregnes.
Endelig skal der foretages en række tilpasninger i forbindelse med ejendomme, der af den ene eller anden grund falder skævt ud i forhold til helheden. Fx er det et krav i kystbeskyttelsesloven, at bidraget for en ejendom ikke må overstige ejendommens nytteværdi (denne vil ofte være lig med vurderingen). Kommunens repræsentanter oplyste på mødet, at de præcise tal forventes færdige til efteråret.

Læs mere
Der var mange andre oplysninger på mødet for bestyrelsesmedlemmer den 30. juni – og ikke mindst svar på de mange spørgsmål, der blev stillet.  Det kan alt sammen læses i Strøby Strand Forums referat af briefing mødet med Stevns kommunes repræsentanter. Referatet og andre dokumenter – herunder dispositionsforslaget fra marts og beslutningen fra KB den 24. juni –  kan findes i Strøby Strand Forums dokumentarkiv. Vælg mappen >Arbejdsåret 2025-2026< og dernæst undermappen >SSF møde for bestyrelsesmedlemmer juni 2025<, så finder du de relevante dokumenter. For at sikre kvaliteten af referat og dokumenter har Strøby Strand Forum bedt Stevns kommune se materialet igennem inden offentliggørelsen.