Strøby Strand Forum

Strøby Strand Forum er et interessefællesskab for grundejerforeningerne ved Strøby Strand, hvor formændene eller en anden repræsentant, der tegner den enkelte grundejerforening, mødes og drøfter spørgsmål af fælles interesse. Fællesskabet har to hovedformål
- Erfaringsudveksling og videndeling
- Repræsentation af grundejerforeningerne overfor eksterne parter
Strøby Strand Forum mødes til fællesmøder hvert forår og efterår samt efter behov. Fællesmøderne fastlægger opgaver og temaer, som Strøby Strand Forum arbejder med. De faste møder afholdes sidste søndag i marts og sidste søndag i oktober.
Strøby Strand Forum
Strøby Strand Forum består af grundejerforeningerne langs Strøby Strand fra Odden til Magleby skov og omfatter de foreninger, der er vist på kortet ovenfor. Grundejerforeningerne ligger alle ud til vandet og har deres i historiske udgangspunkt i den sommerhuskultur med alt fra store pragtvillaer til beskedne træhuse, der udviklede sig fra begyndelsen af 1900-tallet frem til 1970’erne. Den vestlige del af området udviklede sig fra 1930’erne mere og mere til et helårsboligområde, der voksede voldsomt fra 1960’erne. Her findes den ældste forening, Strøby Egede Borger- og Grundejerforening, der blev stiftet i 1941.
Sommerhusbebyggelserne langs Kystvejen opstod drypvis i takt med bøndernes behov for at skaffe midler til generationsskifter. I begyndelsen som enkeltstående sommervillaer, senere som mere organiseret udstykning. Nogle af de første sommerhus grundejerforeninger kan dateres tilbage til begyndelsen 1950’erne, og den store vækst finder sted fra 1960 til 1964, hvor sommerhusområdet udbygges. I 2000 og 2019 overføres den vestligste fjerdedel af sommerhusområdet til byzone. I 1990’erne dannes interesseorganisationen Kystvejens Grundejerforening.
Strøby Strand Forum erstatter ikke grundejerforeningerne. Flertallet af grundejerforeningerne er baserede på tinglyste servitutter (deklarationer), der fastlægger medlemspligt og beskriver det område, grundejerforeningen omfatter. To af grundejerforeningerne er lokale interesseorganisationer. Grundejerforeningerne fastsætter og varetager suverænt egne forhold og relationer til omverdenen i henhold til de beslutninger og den praksis, der fastlægges af de enkelte foreninger. Strøby Strand Forum kan understøtte og bistå med disse opgaver, og grundejerforeningerne kan vælge at lade opgaver af fælles interesse løse i fællesskab i regi af Strøby Strand Forum.
Mange års tradition for samarbejde
Grundejerforeningerne ved Strøby Strand har en lang tradition for at samarbejde om konkrete spørgsmål. I 1934 rettede en kreds af grundejere et andragende til Strøby sogneråd med anmodning om, at der blev gjort noget ved den tiltagende forurening af Køge bugt. I 1960’erne fandt sommerhusejere sammen om en fælles konstruktion på de badebroer, som alle grundejerforeninger satte ud, og med den lokale bådebygger Hans Nielsen som talsmand var der samarbejde med Strøby sognekommune om bl.a. kystsikring og vejforhold. I 1980’erne fandt grundejerforeninger igen sammen om at protestere mod forureningen af Køge bugt og senere om i fællesskab at forhandle vilkår for betalingen i forbindelse med kloakeringen af området. I 2005 mødtes repræsentanter for grundejerforeningerne med politikere og forvaltning fra Vallø kommune om iværksættelse af tiltag til trafikforbedringer på Kystvejen, og ved flere lejligheder i perioden 2010 til 2020 har grundejerforeningerne i større eller mindre omfang sat sig sammen for at kommentere og bidrage til lokalplandrøftelser, som dog for fleres vedkommende løb ud i sandet.
I sommeren 2021 samledes nogle ildsjæle i et sommerhus og satte gang i en kampagne mod dumpningen af 2.3 mio. kubikmeter forurenet havneslam fra Lynetteholm i Køge bugt, hvilket i samarbejde med Stevns kommune udviklede sig til Køge bugt alliancen og i maj 2022 et stop for slamdumpningen. Et årstid senere opstod et samarbejde mellem en håndfuld grundejerforeninger, der var med til at sætte en stopper for regeringens planer om nedlæggelse af husstandspostkasser i sommerhusområder. I januar 2022 blev der på initiativ af Stevns kommune nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter for grundejerforeninger, som mødtes til månedlige drøftelser i forbindelse med udviklingen af kystbeskyttelsesprojektet.
I efteråret 2023 blev et nyt affaldsregulativ sendt i høring. Det indeholdt nogle forringelser af affaldsindsamlingen i Stevns kommune. De 17 grundejerforeninger fandt sammen i et samarbejde, der tillige omfattede Stevns Landsbyforum og gennem drøftelser med Stevns kommune blev der skabt løsninger, der var tilfredsstillende for alle parter. I forlængelse heraf tog Strøby Strand Forum (SSF) andre spørgsmål op. I januar 2025 holdt SSF møde med repræsentanter fra Stevns kommune om ændringer af lokalplanerne 5-03 og 5-04, og i marts 2025 bad Stevns kommune SSF om at udpege repræsentanter til en arbejdsgruppe vedrørende trafikforhold på Kystvejen.
Samarbejdet mellem grundejerforeningerne og med Stevns kommune omfattede efterhånden en bred vifte af emner. På halvårsmødet den 30. marts 2025 enedes repræsentanterne for grundejerforeningerne om et fælles dokument, der beskriver Strøby Strand Forums formål og organisation.
Organisation og praktiske forhold
Organisationen er enkel. Hvert år i marts udpeger deltagerne i halvårsmødet en styregruppe på tre personer, der varetager det praktiske arbejde med at arrangere møder, udarbejde dagsorden og skrive referater. Styregruppen fungerer også som Strøby Strand Forums repræsentation og kontaktpunkt udadtil.
Styregruppen består pt. af Lars Beier, SEBG, Jacob Gammelgaard, Grundejerforeningen Jernet og Johs Chr Johansen, Grundejerforeningen Lemgaarden.
Hver grundejerforeningen udpeger en kontaktperson, som er bindeleddet mellem grundejerforeningen og Strøby Strand Forum.
Referater og andet materiale fra Strøby Strand Forum sendes til kontaktpersonerne, som fordeler og videresender i de enkelte grundejerforeninger i overensstemmelse med den praksis, de enkelte foreninger har. Foreninger med hjemmesider kan offentliggøre materialet på hjemmesiden. Grundejerforeningen Lemgaarden stiller nogle sider til rådighed for Strøby Strand Forum.
På siden Strøby Strand Forum – Dokumentarkiv og kontaktdata kan du finde alle referater og andet materiale, samt kontaktdata til styregruppen og grundejerforeningerne i Strøby Strand Forum. På siden Strøby Strand Forum – Nyheder bringes løbende nyheder om arbejdet i Strøby Strand Forum.